Yahya Hassan hitter også i udlandet

admin

11 år siden

|

25/10/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Yahya Hassans beretning om sin barndom i Aarhus Vests ghettomiljø har fået danskerne til at læse digte.

Og allerede en uge efter udgivelsen viser det store udland nu interesse for andengenerationsindvandreren.

Forlaget Gyldendal forhandler lige nu med fire store norske forlag, skriver politiken.dk.

- Interessen er også stor i Sverige, og vi begynder at mærke efterspørgslen fra forlag og presse i resten af Europa. Men lige nu er vores fokus på det skandinaviske marked og derefter tager vi fat i de andre, siger Sofie Voller fra Gyldendals internationale afdeling til avisen.

Yahya Hassan fortæller i sin digterdebut om, hvordan han og hans søskende gennem barndommen i Aarhus måtte leve med svigt og tæsk fra faderen. Og hvordan den nu 18-årige unge mand begyndte at blive kriminel.

Yahya Hassan er allerede meget omtalt i de norske medier, og han er også blevet omtalt i Holland. Og så har han lavet en interviewaftale med amerikanske Wall Street Journal.

Ifølge Sofie Voller er det fordi, digteren har givet et anderledes billede af indvandrermiljøer, at interessen er blevet så stor.

/ritzau/