Det bliver lettere for Caroline Wozniacki at gentage sejren fra 2011 i WTA-turneringen Dubai Tennis Championship, der begynder søndag.
Verdensetteren Serena Williams har nemlig trukket sig fra turneringen med en skade, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Williams, der i januar vandt Australian Open, sad også over i sidste uges Fed Cup på grund af vedvarende problemer med hoste.
Canadieren Eugenie Bouchard, der ligger nummer syv på verdensranglisten, skal heller ikke slå med ketsjeren i Dubai. Hun var ellers blevet tildelt et wildcard til turneringen, men har valgt at melde afbud alligevel. Verdenstoeren Maria Sharapova er heller ikke med.
Wozniacki kan dog forvente hård kamp fra blandt andet Simona Halep, Petra Kvitova, Ana Ivanovic og sidste års vinder af turneringen, Venus Williams.
I 2011 vandt Wozniacki turneringen i Dubai, og hun har været tæt på at gentage triumfen flere gange. I de seneste tre år er danskeren kommet frem til semifinalen.
Inden afbuddet fra Williams var Wozniacki fjerdeseedet i turneringen, men nu rykker hun op som nummer tre.
/ritzau/