Selv er Caroline Wozniacki i øjeblikket i Dubai, hvor hun er med i en WTA-turnering, men weekendens angreb i København har i høj grad rystet den danske tennisdronning.
- Jeg har talt med min bror, han er i sikkerhed, men det er forfærdeligt, hvad der sker i København og i verden i det hele taget.
- Og når skyderier som disse sker tæt på, hvor man voksede op, er det skræmmende, siger danskeren i Dubai.
Wozniacki nægter at ændre noget i sit eget liv som følge af terrorangrebene i København, der medførte to dræbte civile og fem sårede betjente.
- Jeg tænker ikke over det. Jeg har ikke lyst til at tænke over, om andre har kontrol over mig. Jeg lever bare mit liv. Kommer der et skyderi, kommer det.
- Men når det er så tæt på dit hjem, så indser du virkelig, at det ikke er godt, fordi folk tæt på dig bliver berørt af det. Nogle af mine bedste venner bor bare to minutter fra de steder, hvor skyderierne fandt sted, siger Caroline Wozniacki.
/ritzau/afp