Caroline Wozniackis dårlige start på 2016 betyder nu, at hun rykker endnu en plads tilbage på verdensranglisten.
Den danske tennisspiller og kommende fanebærer ved OL i Rio de Janeiro indtager nu 19.-pladsen på den nyeste WTA-rangliste.
I den forgange uge blev Wozniacki slået ud af en turnering i Sankt Petersborg i sin første kamp, og i januar blev det også kun til en enkelt kamp ved grand slam-turneringen Australian Open i Melbourne.
Den 25-årige dansker har ikke været dårligere placeret på verdensranglisten siden 2008, hvor hun for alvor rykkede frem blandt verdenseliten i tennis.
Derudover er der ikke de store forskydninger blandt verdens bedste kvindelige tennisspillere. Serena Williams, der tabte finalen i Australian Open, er fortsat en suveræn nummer et, mens tyskeren Angelique Kerber og rumæneren Simona Halep følger efter.
/ritzau/