Godt nyt til Nicklas Bendtner, som fortsat jagter sit første mål for Wolfsburg.
Danskerens største konkurrent til pladsen som forreste angriber, den 35-årige kroat Ivica Olic, bliver formentlig sparet til søndagens hjemmekamp mod Augsburg.
Wolfsburg-træner Dieter Hecking mere end antyder, at klubtopscorer Olic har brug for en pause. Klubben har spillet syv kampe på 23 dage.
- Det er muligt, at Olic ikke er med i truppen, siger Dieter Hecking ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Hvis Olic bliver sparet, mener dpa at vide, at Bendtner er med fra start i søndagens kamp, som begynder klokken 15.30.
Olic er noteret for tre scoringer i Bundesligaen i denne sæson.
/ritzau/