Williams slår Wozniacki i tæt og venskabeligt showopgør

admin

|

04/12/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Caroline Wozniacki var lige præcis en enkelt bold fra at slå veninden og verdensetteren Serena Williams, da de to spillere mødtes i Singapore.

Det var godt nok ikke i en officiel WTA-turnering, og kampen varede kun et sæt, men derfor har amerikaneren alligevel bevaret håneretten mellem de to.

I sin debut i International Premier Tennis League stillede Wozniacki op for UAE Royals fra Dubai mod hjemmeholdet Singapore Slammers og tabte meget knebent med 5-6.

Kampen blev afviklet i et særligt format, hvor man altså kun spiller et sæt og desuden afgør partiet på næste bold, hvis der står 40-40.

Og hvis kampen står 5-5 - som den gjorde i dette tilfælde - spiller man en tiebreak på tid.

Her var Caroline Wozniacki bagud 1-4, men kæmpede sig tilbage til stillingen 5-5 og havde fordel af serven, da tiden løb ud.

Hun havde også initiativet i pointet, men Williams fik takket være sin langt større skudkraft presset danskeren tilbage på banen og afgjorde kampen med et smash.

Bortset fra det viste Wozniacki sig trods manglende kampform at være bedre spillende end Williams.

Danskeren spillede sit sædvanlige sikre og afventende spil, og det betalte sig ofte mod en mere ujævnt præsterende modstander, som leverede fremragende returneringer og forhåndsvindere, men til tider også skød helt ved siden af og ikke havde helt styr på sin serv.

IPTL-turneringen fortsætter frem til 13. december.

/ritzau/