Wilbeks afløser satser på aggressivt forsvar

admin

10 år siden

|

04/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Angrebsspillet på det danske håndboldlandshold har været godt i mange år, nu skal der bygges ovenpå.

Der skal mere aggressivitet i forsvaret og løbes mere kontra på herrelandsholdet under den nye landstræner, Gudmundur Gudmundsson.

Det understreger islændingen onsdag på et pressemøde i Billund, hvor landsholdstruppen er samlet en sidste gang inden sommerpausen.

Fremover er det islændingen, der står i spidsen for holdet, som i de seneste mange år har været i Ulrik Wilbeks varetægt. Wilbek fortsætter som sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF).

- Jeg ønsker, at det hold, jeg træner, spiller med et godt og aggressivt forsvar og har et godt samarbejde med vores målmænd, siger Gudmundsson.

- Jeg ønsker, at vi løber kontra på første, anden og tredje bølge. Jeg synes, at nutidens håndbold er at løbe kontra så godt som muligt.

- Jeg vil selvfølgelig også have et godt angrebsspil, men Danmark har i mange år spillet meget godt angrebsspil. Så nu vil jeg prøve at få nogle nye ting ind i det, siger Gudmundsson, som kommer fra trænerjobbet i den tyske storklub Rhein-Neckar Löwen.

Her blev han i år kåret til årets træner i Bundesligaen efter en sæson, hvor klubbens danske målmand Niklas Landin blev kåret til årets målmand i ligaen.

Selv om den nye landstræner har sin vision for landsholdet klar, er han lidt mere forsigtig, når snakken falder på målsætning og medaljedrømme for holdet.

- Først skal vi vinde de to EM-kvalifikationskampe til oktober. Vi tager en ting ad gangen, siger han.

Ved siden af Gudmundsson vender Peter Bredsdorff-Larsen tilbage som assistenttræner sideløbende med jobbet som cheftræner i Bjerringbro-Silkeborg (BSV).

Peter Bredsdorff-Larsen var ligeledes assistenttræner på landsholdet fra 2005 til 2012 og tør godt drømme lidt større end islændingen.

- Nu har jeg været med til et par OL og vil ligesom resten af landsholdet gerne prøve det igen og se, om vi ikke også kan få et bedre resultat, siger han.

Gudmundsson vandt i 2008 OL sølv som landstræner for det islandske landshold.

Danmark er i kvalifikationsgruppe med Hviderusland, Litauen og Bosnien forud for EM i 2016 i Polen.

/ritzau/