Wilbek: Danmark er havnet i hård VM-pulje

admin

10 år siden

|

22/07/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Ulrik Wilbek, mener, at Danmark er havnet i en vanskelig gruppe ved VM i Qatar næste år.

Gruppen byder på et møde med Polen, Rusland, Argentina, Bahrain og så Tyskland fra det nederste seedningslag, og det kan betyde mange tætte kampe, lyder det fra Wilbek.

- Det er en hård pulje set i lyset af, at man har fanget Tyskland fra nederste seedningslag. Det er jo den store forskel på Danmarks pulje og de andre puljer.

- I de andre puljer er der to dårlige hold, men i Danmarks pulje er der faktisk kun et dårligt hold (Bahrain, red.), fordi Tyskland kom med, siger Wilbek.

De fire bedste hold går videre fra gruppen, og det bør ikke blive det store problem, vurderer Wilbek.

- Danmark skal nok klare sig videre fra gruppen. Hvis holdet kan få en god placering, så ligner det en overkommelig 1/8-finale. Derfra er alt umuligt at sige noget om.

- Men Danmark vikl være storfavorit til at gå i kvartfinalen, og derfra er alting meget åbent. Der er alle muligheder for et godt resultat, mener Wilbek.

Det internationale håndboldforbund (IHF) besluttede på kontroversiel vis, at Australien ikke skulle have pladsen ved VM, selv om australierne havde vundet sine kvalifikationskampe over New Zealand.

I stedet blev Tyskland tildelt pladsen, og det har skabt røre i håndboldverdenen. Wilbek ønsker dog ikke at gå ind i sagen, før han er bedre informeret.

- Jeg har ikke nogen holdning til det, før jeg får en mere tilbundsgående briefing. Jeg har ikke et godt nok indblik i det lige nu, siger Wilbek og henviser til de politisk ansvarlige i DHF.

DHF-formand Per Bertelsen sagde inden lodtrækningen i søndags, at forbundet "i øjeblikket afventer situationen" og helst ikke vil forholde sig til den, før "vi har fået yderligere information fra IHF".

- Vi har ikke været med til de møder, hvor beslutningerne er taget, lød det fra Bertelsen.

/ritzau/