Widex fyrer hver 10. i Danmark

admin

|

21/10/2013

Dagens topnyheder

Den danske høreapparatproducent Widex skal slankes. Effektiviseringer betyder, at 85 ansatte i Danmark kommer til at miste jobbet.

Det oplyser Widex, der samtidig fortæller, at det drejer sig om ansatte i produktionen fordelt på virksomhedens hovedsæde i Lynge og samleafdelingen i Helsinge.

- Disse afskedigelser berører os alle dybt, men de er desværre nødvendige for at sikre vores konkurrencedygtighed fremover, siger Widex-direktør Jørgen Jensen i en pressemeddelelse.

Ifølge den foreløbige plan vil afskedigelserne finde sted med udgangen af oktober.

- Det er vigtigt at bringe vores omkostninger ned, så vi også på sigt har frihed til at investere i vores fremtid og kan fortsætte med at levere markedets bedste løsninger til mennesker med høretab, siger Jørgen Jensen, der blev direktør i Widex for et par måneder siden.

Widex har i dag 43 salgsselskaber verden over, en årlig omsætning på over tre milliarder kroner og 3800 ansatte globalt.

Fyringer kommer til at ske i Danmark, hvor der ifølge selskabets hjemmeside var 850 ansatte i 2011.

Med en verdensmarkedsandel på cirka 10 procent er selskabet blandt de seks største høreapparatproducenter i verden.