Boligwebsitet Zoopla trækker sig efter denne sæson som hovedsponsor for Premier League-klubben West Bromwich Albion.
Beslutningen er en direkte konsekvens af den antisemitiske hilsen, som klubbens franske angrebsstjerne Nicolas Anelka fejrede en scoring med i en kamp mod West Ham i slutningen af december.
- Zoopla har overvejet sin position i kølvandet på angriberen Nicolas Anelkas handlinger i en kamp mod West Ham i juleperioden, lyder det i en pressemeddelelse.
- Og firmaet har besluttet at fokusere sin opmærksomhed på andre marketingsaktiviteter efter denne sæson.
Zoopla, der er delvist ejet af den jødiske forretningsmand Alex Chesterman, blev West Bromwichs hovedsponsor i 2012 og gav i den forbindelse udtryk for, at aftalen som minimum skulle løbe frem til 2014-15-sæsonen.
Og ifølge Daily Mail har Zoopla krævet, at firmaets navn fjernes fra Anelkas trøje i forbindelse med mandagens Premier League-kamp mod Everton.
Franskmandens kontroversielle tegn er kendt som en "quenelle".
Tegnet forbindes med komikeren Dieudonne, der flere gange har fremført antisemitiske holdninger i sine optrædener. Frankrigs sportsminister Valerie Fourneyron har kaldt Anelkas salut for en "kvalmende og chokerende provokation".
34-årige Anelka har efterfølgende slået fast, at hans håndtegn blot var til ære for Dieudonne, og han har lovet ikke at fremføre det igen.
Men den tidligere franske landsholdsspiller har nægtet at undskylde for episoden.
/ritzau/Reuters