Premier League-klubben West Bromwich Albion udpegede lørdag sin kommende cheftræner. Det bliver den 55-årige skotte Alan Irvine, der overtager jobbet, skriver klubben på sin hjemmeside.
Alan Irvine kommer fra et managerjob på Evertons akademi og bliver ansat på en løbende kontrakt på 12 måneder.
- Irvines skifte til The Hawthorns er en realitet, når han officielt stopper i sin nuværende rolle på Evertons akademi, skriver West Bromwich Albion.
Alan Irvine overtager trænerjobbet efter spanieren Pepe Mel, som blev fyret efter den forgangne sæson, hvor klubben kun med nød og næppe sikrede en ny sæson i Premier League.
Irvine har tidligere stået i spidsen for Preston og Sheffield Wednesday. Som aktiv spiller optrådte han blandt andet for Everton, Crystal Palace og Blackburn.
/ritzau/