Weekendvejret indbyder til film og hygge

Jens Simonsen

|

28/08/2014

Dagens topnyheder

Vi går en weekend i møde, hvor vejret vil blive præget af et lavtryk, der trækker ind over landet ude vestfra. Det betyder skyer og regn i store dele af landet.

Fredag morgen og op ad formiddagen vil der hovedsagligt være skyet over det meste af landet, mens weekendens første regnbyer vil brede sig fra sydvest. Det siger Henning Gisselø fra DMI, til Dagens.dk

Fredagen vil dog ikke udelukkende forsvinde i glemslen som en ligegyldig lidelseshistorie. I løbet af eftermiddagen kan det klare op, og hvis vi er heldige, kan vi få solen at se et par timer.

Hen på aftenen vil skyerne sætte proppen i og regnen ophøre, mens der til gengæld vil være risiko for tåge natten til lørdag.

Tågen bliver et forvarsel for en lørdag, hvor vejret vil være præget af noget, der kunne minde om vejrlige tømmermænd. Hele lørdagen vil nemlig være præget af tåge og regn, så der foreligger en legitim mulighed for at blive indendøre i selskab med en god film eller Tipslørdag. Det er umiddelbart kun i de østlige egne, at man kan være heldig at få et kort solstrejf. Resten af landet skal ikke gøre sig de store forhåbninger.

Til gengæld redder søndagen lidt af weekendens tabte ære, da vi her får gode muligheder for sol i store dele af landet. Men altså overordnet set, så bliver det en weekend, der i vejrmæssig forstand, bliver første praj om efterårets snarlige komme.