Det bliver både svært at undgå regndråber og solstråler i løbet af weekenden, hvor vejret bliver bedst for solentusiaster lørdag, mens regnglade folk kan se frem til en fugtig søndag.
Det er meldingen fra DMI's meteorologer op til weekenden.
- Fredag starter det ud ganske pænt, men så bliver det mere og mere skyet, og der vil også komme regn og byger flere steder, og det vil blive liggende i aften og natten til lørdag, siger vagthavende meteorolog Anja Bodholdt.
Lørdag morgen vil der stadig være smådryp fra oven, men hvis man sover længe nok, vil man formentlig kunne undgå de værste skyer og regn, der bliver afløst af sol i løbet af dagen.
Men søndag står i bygernes tegn.
- Der kommer noget vestfra natten til søndag med både skyer og regn, og dagen byder på skyer i hele landet og også regn af og til. Præcist, hvor regnen rammer, er usikkert, men alle får nok regn i løbet af søndagen, fortæller Anja Bodholdt.
Der bliver dog ikke tale om en syndflod af vand, da prognoserne peger på mellem to og syv millimeters nedbør ifølge DMI.
Temperaturmæssigt vil lørdag formentlig blive weekendens varmeste dag med mellem 17 og 20 grader, mens det kan blive et par grader køligere søndag.
- Lørdag bliver en pæn dag, og søndag bliver mere usikker. Så hvis man ikke er til at hoppe i vandpytter, skal man vælge lørdag til udendørsaktiviteter, lyder det fra Anja Bodholdt.
/ritzau/