Voldsom ulykke i Nordsjælland: En dræbt og to sendt på Rigshospitalet

admin

454 uger siden

|

12/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det var en ældre kvinde, der lørdag mistede livet, da to biler kørte frontalt sammen på hovedvejen rute 267 på Kildevej sydøst for Tisvildeleje.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Dan Houtved.

Det var kvindens mand, der kørte bilen, da ulykken skete.

- Han kommer kørende af Kildevej mod Nord, og et bagvedkørende vidne forklarer, at han svagt drejer til venstre over i den modsatte kørebane, hvor han kører frontalt ind i den anden bil.

Hverken han eller de to andre passagerer i den anden bil er kommet alvorligt til skade, fortæller Dan Houtved. Det var et ældre ægtepar i begge biler.

Politiet meddelte allerede tidligere på aftenen, at en person havde mistede livet, men på daværende tidspunkt var det uklart, hvor mange andre der var kommet til skade.

Her lød meldingen, at mindst tre personer var kommet til skade, og at to af dem var på vej til Rigshospitalets Traumecenter under eskorte.

Anmeldelsen om ulykken blev modtaget klokken 18.22.

På daværende tidspunkt blev Kildevej spærret omkring ulykkesstedet, men trafikanterne kunne foretage omkørsler omkring hovedvejen.

Nu er vejen igen blevet åbnet, oplyser Dan Houtved.

- Vi har for kort siden meldt til Vejdirektoratet, at vejen er genåbnet efter oprydning, spuling og saltning af kørebanen.

Alle pårørende var lørdag aften endnu ikke blevet informeret.

/ritzau/