Vittinghus triumferer i Skotland efter tæt finale

admin

9 år siden

|

22/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mens det meste af verdenseliten i badminton i denne uge spillede Superseries-turnering i Hong Kong, stillede Danmarks tredjebedste herresinglespiller, Hans-Kristian Vittinghus, op ved Scottish Open i Glasgow.

Her levede Vittinghus op til sin status som førsteseedet, da han i finalen slog den andenseedede englænder, Rajiv Ouseph.

Danskeren, der ligger nummer 17 i verden, slog nummer 18 på samme rangliste med cifrene 21-19, 11-21, 21-16.

Det afgørende sæt var lige indtil stillingen 8-8, hvorefter Vittinghus tog seks point på stribe og ikke siden så sig tilbage.

Vittinghus har været plaget af skader på det seneste og prioriterede derfor at spille turnering på et lavere niveau end Superseries-niveauet.

Også i damesingle var der dansk triumf. Line Kjærsfeldt, der var fjerdeseedet, slog den topseedede skotte, Kirsty Gilmour, med 16-21, 21-16, 21-18.

I både andet og tredje sæt var danskeren bagud undervejs, men hun sluttede godt af og vandt overraskende mod hjemmebanefavoritten.

/ritzau/