Vi er ude i god tid, men det er også rart at få købt julevinen nu.
Derfor er denne uges vintest rettet mod de bedste julevine 2013, og vinderen blev Domaine Lafage Nicolas 100 % Grenache Noir Vieilles Vignes 2012, som forhandles af vinikassevis.dk til en pris af 69,95 kr. ved køb af seks stk.
Og til den pris kan man roligt kaste sig ud i at købe en kasse - vinene skal nok få ben at gå på, også andre aftener end juleaften. For det er nemlig en ganske besnærende sag, der smager som en langt dyrere vin.
Vinen kommer fra Côtes du Roussillon, men flere gættede på Rhône i form af Châteauneuf du Pape. Måske fordi vinen er lavet 100 % på Grenache, som også er hoveddruen i Châteauneuf du Pape.
Alderen på vinstokkene holder et gennemsnit på omkring 70 år, og høstudbyttet begrænses til bare 2 tons pr. hektar. Og resultatet udebliver heller ikke.
En massiv vin med lige dele power og elegance. Massiv urtepræget næse og kraftigt attak med forventelig dominans af peber. Intens mund med stor frugtfylde og diskret præg af ristet fad, som munder ud i en blød og behagelig eftersmag.
Testvinder (årets julevin 2013)
Domaine Lafage Nicolas 100 % Grenache Noir Vieilles Vignes 2012
******
Forhandler: vinikassevis.dk
Pris: 69,95 kr.
Andre anbefalede vine:
Binet X Jacquet Faugères 2011
*****
Forhandler: Domaine Brandis
Pris: 99 kr.
Kommentar: Fyldig egnstypisk sydfransk vin fra Faugères med træ og solbærbusk i næsen. Udpræget animalsk præg i munden tilsat pæn portion røg og peber. En bulderbasse som fint vil kunne matche den kraftige julemad
Cantine di Terravecchia Làmia Primitivo 2011
*****
Forhandler: kassenmedvin.dk
Pris: 69 kr.
Kommentar: Delikat og sødmefuld syditaliener med røde bær i næsen, røg, peber og oregano i munden og lang eftersmag med noter af honningristede mandler.
Monteabellón Ribera del Duero 2009
*****
Forhandler: Domaine Brandis
Pris: 125 kr.
Kommentar: Delikat spansk Ribera del Duero med blæk, brombær og kirsebær i næsen. Blød mund med samme noter af brombær og kirsebær, tilsat et skud vanilje og peber indsvøbt i fine tanniner.
Tarapacá Gran Reserva Etiqueta Negra 2009
*****
Forhandler: Skjold Burne Vinhandel
Pris: 179,75 kr.
Kommentar: Flot fyldig chilensk Cabernet Sauvignon fra stilsikre Tarapacá. Tæt næse med noter af solbær og brombær, opulent mund med dominans af peber, solbær og tobak og lang intensiv eftersmag en snert af vaniljesødme og røg.
Hewitson Ned & Henry´s Barossa Valley Shiraz Mouvèdre 2011
*****
Forhandler: Erik Sørensen Vin
Pris: 129,95 kr.
Kommentar: Lækker "klassisk" australsk Shiraz fra Barossa Valley tilsat lidt Mouvèdre. Blæksort sag med fyldig krop med toner af peber, vanilje og mokka, som glider over i en lang blød og elegant eftersmag.
Mandorla Negroamaro Primitivo Appassimento Puglia 2012
******
Forhandler: Vinslottet
Pris: 75 kr.
Kommentar: Elegant syditaliensk pleaser med røde bør i næsen, sødmefuld mund med silkebløde tanniner og noter af kirsebær og peber.
Saint Cosme Côtes-du-Rhône 2011
******
Forhandler: Vinslottet
Pris: 89 kr.
Kommentar: Lækker og besnærende sydfransk sag med animalsk næse, peber og lakrids i munden og lavendelkrydret eftersmag. En af de absolut bedste julevine til under 100 kr.
Château La Bastide Vielles Vignes Grenache Noir-Mourvèdre Corbières Exubérance 2011
******
Forhandler: Erik Sørensen Vin
Pris: 99,95 kr.
Kommentar: Virkelig lækker sydfransk sag fra Lézignan-Corbières. Grenache domineret vin med intensivt krydret næse, opulent krop med tæt frugt og noter af peber og eg med en lang afrundet og indsmigrende finish. Helt oplagt som julevin.
Enamore 2011
******
Forhandler: Erik Sørensen Vin
Pris: 139,95 kr.
Kommentar: Imponerende argentiner med italiensk indflydelse fra Allegrini. Høj oktan vin med super intensivitet og fylde. Krydret næse og fyldig mund med toner af rosiner, mokka, vanilje og mørk chokolade. Kan man ikke beslutte sig mellem argentinsk Malbec eller italiensk Amarone til julemaden, er denne vin et oplagt kompromis.
Dutschke GHR Neighbours Shiraz 2010
******
Forhandler: kassenmedvin.dk
Pris: 139 kr.
Kommentar: Lækker fyldig sag med tyk røg i næsen, vanilje, toast, tobak og mokka i munden - og i rigelige mængder. Sådan skal en australsk Shiraz skæres
Musella Amarone 2008
*****
Forhandler: Jysk Vin
Pris: 199 kr.
Kommentar: Hører man til dem som foretrækker en Amarone på bordet juleaften, vil Muselle Amarone 2008 være et ganske oplagt bud. En let underspillet stil, med delikat og frugtrig fremtoning. Kirsebær i næse og mund og toner af vanilje og mandler i den delikate lange eftersmag.
Catena Malbec High Mountain Vines 2011
*****
Forhandler: philipsonwine.com
Pris: 99,95 kr.
Kommentar: Rendyrket Malbec fra Catena i vanlig stilsikker fremtoning. Aromatisk næse og blød mund med afrundede tanniner og noter af mørk frugt, vanilje og ristede kaffebønner.
First Drop Mother´s Milk Shiraz 2011
*****
Forhandler: philipsonwine.com
Pris: 99,95 kr.
Kommentar: Velafbalanceret og blød australsk Barossa Shiraz med peber i både næse og mund, akkompagneret af noter af lakridsrod, vanilje og mokka i den lange eftersmag.
Domaine Belle Crozes-Hermitage Les Pierrelles 2010
******
Forhandler: Skjold Burne Vinhandel
Pris: 129,75 kr.
Kommentar: Stor pompøs sydfransk sag, som viser både muskler og finesse. Peberintensiv næse og fyldig mund med eksplosive noter af lakrids, peber og tobak. Oplagt julevin
Votum Pinot Nero Syrah Sicilia 2010
*****
Forhandler: Holte Vinlager
Pris: 65 kr.
Kommentar: Lækker krydret sag, med noter af røde bær, peber og vanilje. Og så med en ganske usædvanlig lang og indsmigrende eftersmag for en vin den prisklasse.
Uxmal Seleccion Malbec 2012
*****
Forhandler: philipsonwine.dk
Pris: 49,95 kr.
Kommentar: Endnu en argentinsk prisbasker fra Philipson, med fingeraftryk fra Catena. Blød pleaservin med fin volumen, stor frugtkoncentration og let krydret eftersmag. Fin vin til prisen.
Chateau de Vaudieu Chateauneuf- du-Pape 2010
******
Forhandler: philipsonwine.dk
Pris: 169,95 kr.
Kommentar: Lækker Chateauneuf- du-Pape fra en stor årgang til lidt af en fantasipris i forhold til kvaliteten. Klassisk Chateauneuf næse med cedertræ og røg, og fyldig mund med toner af lakrids, peber, mokka og vanilje pakket pænt ind i bløde tanniner. Overraskende drikkemoden med allerede nu.
Brown Brothers Limited Release Shiraz Victoria 2007
*****
Forhandler: Vinoble.dk
Pris: 119 kr.
Kommentar: Fin australsk Shiraz fra Victoria med markant fadpræg i både næse og mund. Opulent krop med stor frugtkoncentration, tobak, espresso og vanilje, og lang delikat røgfyldt eftersmag.
Amarone Della Valpolicella Sartori 2010
*****
Forhandler: Spar, Kiwi og udvalgte SuperBest butikker
Pris: 125 kr.
Kommentar: Smålækker Amarone til attraktiv pris. Kirsebær i næsen, rosiner, mørk chokolade og vanilje i munden og med pæn længde på eftersmagen.
Journey´s End Shiraz 2007
*****
Forhandler: Vinslottet
Pris: 119 kr.
Kommentar: Fyldig og intensiv Shiraz med fast tanninbid og pæne mængder sødmefuld lakrids, mokka og tobak og imponerende lang eftersmag.
FinansBureauet.dk tester hver uge en række vine, med det formål at finde de bedste vine til prisen. Alle vine smages som udgangspunkt blindt. Vinene vurderes i forhold til deres priser efter følgende skala:
Stjerner Vurdering
****** Vurderes til at burde koste mindst 50 % mere end butiksprisen
***** Vurderes til at burde koste mellem 25 og 49 % mere end butiksprisen
**** Vurderes til at burde koste mellem 1 og 24 % mere end butiksprisen
Vine der vurderes til at koste mindre end butiksprisen vil ikke blive omtalt.
Skrevet af Claus Forrai, Finansbureauet.