Vildt drama i SuperBrugsen: Kvinde ødelagde vin og kom med dødstrusler

Jesper Bengtson

58 uger siden

|

10/11/2023
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En kvinde gik amok i SuperBrugsen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er ingen hemmelighed, at dem der arbejder i de danske dagligvarebutikker af og til er vidne til lidt af hvert, når de er på job.

Det kan enten være gode episoder, der sætter et smil på medarbejdernes læber, men af og til udsættes de også for bedrageri, tyveri eller direkte voldsomme episoder.

Og netop en voldsom episode fandt forleden sted i SuperBrugsen på Søtorvet i Silkeborg.

En tilsyneladende almindelig morgen tog en dramatisk drejning, da en 38-årig kvinde fra Silkeborg pludselig gik amok og skabte kaos i butikken. 

Butiksansatte måtte tilkalde politiet omkring kl. 08.00, da situationen eskalerede, skriver TV Midtvest.

Ifølge politiassistent Flemming Just fra lokalpolitiet i Silkeborg havde kvinden i første omgang kastet med pizzaer, og efterfølgende gik kvindens aggressioner ud over en flaske vin og en kagedåse, der indeholdt småkager.

Men det stopper ikke her.

“Hun fremsatte også trusler om, at hun ville slå butikspersonalet ihjel, da de forsøgte at stoppe hende. Men de fik hende alligevel sat ned på gulvet, og hun faldt nogenlunde til ro, inden vi kom derud”, lyder det fra Flemming Just. 

Selv efter politiet havde anholdt kvinden og taget hende med på politistationen, truede hun en af betjentene med at slå ham ihjel.

Den 38-årige kvinde er nu sigtet for trusler, hærværk og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men politiet har løsladt hende igen. 

Flemming Just understreger, at der tilsyneladende ikke var nogen forklaring på den voldsomme opførsel, og ingen andre personer var involveret i episoden.

Episoden kaster et skarpt lys over uventede situationer i hverdagen.