Vildt comeback af Barcelona på emotionel aften

admin

|

28/04/2014

Dagens topnyheder

Barcelona-spillerne havde en meget følelsesladet søndag aften på El Madrigal, hvor Villarreal tog imod i et sandt Primera Division-drama.

Før kampen mindedes spillerne - nogle med tårer i øjnene - deres afdøde træner Tito Vilanova med et minuts stilhed.

Så kom de bagud 0-2 i kampen, der skulle vindes for at holde liv i mesterskabsdrømmen. Og minsandten om ikke det lykkedes efter to selvmål af hjemmeholdet og en lille perle at slutte af på.

Jo, det var noget af en rutsjebanetur for Barca-spillerne, der måske var påvirkede af Vilanovas død.

I hvert fald virkede holdet en smule ved siden af sig selv i kampens indledning, hvor spillet hakkede, og hvor Villarreal lugtede point.

Kort før pausen scorede Cani, og 10 minutter inde i anden halvleg øgede Manuel Trigeiros til 2-0 for de skriggule værter.

Barcelona virkede rystet, og det var svært at se, hvordan det skulle lykkes at komme tilbage i kampen.

Men med hjælp fra Gabriel Paulista og Mateo Pablo Musacchio, der begge scorede i eget net, var stillingen lige pludselig uafgjort.

Og så demonstrerede Barcelona i et enkelt glimt den klasse, man har savnet på det seneste.

Sergio Busquets lobbede til Cesc Fabregas, der med hovedet spillede Lionel Messi helt fri, og argentineren svigtede ikke.

Han bragte sig hold foran og fejrede det ved at løfte to fingre i vejret og dedikere scoringen til Tito Vilanova.

De tre point betyder, at Barcelona fortsat hænger på i topstriden. Holdet er nummer to, fire point efter Atlético Madrid og to point foran Real Madrid, der dog har spillet en kamp færre.

/ritzau/