Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyser vidner, der kan have set eller hørt noget i forbindelse med et røveri mod Netto i Næstved søndag morgen.
Røveren, der var maskeret, truede en ansat med pistol for at få medarbejderen til at åbne forretningens pengeskab, hvorfra han røvede kontanter.
- I forbindelse med røveri i morges mod Netto Snerlevej 2 i Næstved, søger vi vidner, der kan have set gerningsmanden inden og efter røveriet. Det drejer sig om tidsrummet fra klokken 05:42 til 07:20. Vi er særlig interesseret i at høre fra en hunde lufter, der gik forbi Netto klokken 06:23, lyder der fra politiet.
Der er ikke noget billede fra røveriet endnu, men signalementet på gerningsmanden lyder således:
Mand ca. 170-175 cm. høj, normal bygning. Iført en sort jakke med hætte, og han havde en sort hue under hætten, havde et sort halstørklæde eller MC halskrave på som gik op over næsen. Han var iført sorte solbriller med meget store glas, således at huden var dækket i hele ansigtet. Han var iført mørkeblå jeans med strømperne trukket ud over bukserne,og han var iført røde sko. Gerningsmanden medbragte en sort rygsæk, og han var kørende på en mørk cykel, måske en mountainbike.
Følg Dagens Efterlysninger for flere lignende artikler: