Video af aggressive betjente på Christiania skaber vild debat: 'Har aldrig set noget så modbydeligt'

admin

447 uger siden

|

29/04/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøger politiets brug af stave under et sammenstød mellem betjente og flere personer på Christiania i forbindelse med en politiaktion torsdag.

Ifølge DR Nyheder blev flere personer slået i hovedet med politistave. Episoden blev filmet af Christianias videodokumentargruppe Cadok, som efterfølgende har lagt optagelsen på Facebook, hvor den siden er gået viralt med tusindvis af delinger og kommentarer.

Flere udtrykker forargelse over handlingerne i klippet:

- Jeg har igennem 21 års gang på Christiania, ikke set noget så modbydeligt. Det politiet udøver der, det er terroisme. Terrorisme betyder dikteret i den danske retskrivningsordbog: at skabe unødig frygt blandt en større gruppe uskyldige mennesker. Ordet modbydelighed og umenneskelighed, har overgået sin betydning i sindsygeste forstand, skriver Chris A i kommentarsporet under videoen.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed har nu modtaget en anmeldelse fra en af de involverede borgere, siger direktør i DUP, Kirsten Dyrman.

- Jeg kan se her i posten, at der ligger flere henvendelser, men også en enkelt, som vi må opfatte som en direkte anmeldelse, fra en enkeltperson, som selv har været direkte involveret, og som anmelder sig udsat for slag af politiet, siger hun til DR Nyheder.

En efterforskning foregår ifølge Kirsten Dyrman typisk på den måde, at efterforskerne beder om alt materiale fra Københavns Politi, som kunne belyse situationen. Derudover taler de også med eventuelle vidner.

Under sammenstødet mellem betjente fra Københavns Politis Task Force Pusher Street og personer på Christiania blev flere personer ifølge optagelserne ramt af slag fra politistavene.

Videoen vil ifølge Kirsten Dyrman indgå i efterforskningen. Også optagelser af sammenstødet fra politiets hjelmkameraer vil blive studeret af efterforskerne.

Ifølge Kirsten Dyrman får DUP ofte anmeldelser, når politiet har haft aktioner på Christiania.

Anmeldelserne går typisk på brug af vold eller af overdreven magt.

Tidligere på året valgte DUP at sigte en politibetjent fra Københavns Politi for hans brug af peberspray mod en anholdt, mens denne blev ført væk af andre betjente.

Se videoen herunder.

/ritzau/