Viborg mister vigtig spiller før DM-finale

admin

10 år siden

|

13/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Viborgs håndboldkvinder led et alvorligt tab tirsdag eftermiddag, hvor det stod klart, at Linnea Torstensson er skadet.

Det fortæller klubben selv i en pressemeddelelse.

Den svenske bagspiller kom til klubben i januar, hvor hun skulle udfylde hullet efter en række andre skadede spillere. Nu er hun selv ude.

- Det er drønærgerligt. Hun har været en vigtig spiller i både forsvar og angreb i den tid, hun har været her, og selvfølgelig har hun været en vigtig brik i forhold til de mange skader, vi har, siger Viborgs cheftræner Christian Dalmose.

Dalmose mener, at Linnea Torstensson i Viborg har genfundet sit spil i verdensklasse, og så mener han, at svenskerens skade flytter magtbalancen i finalen.

- Før var vi guldfavoritter. Nu ser jeg det sådan, at det vil være en kæmpe gevinst, hvis vi kan være så dygtige at vinde over FC Midtjylland, siger han - måske lidt taktisk.

Med skaden er Linnea Torstensson nu færdig i Viborg. Hun skifter efter denne sæson til den rumænske klub CSM Bukuresti.

/ritzau/