Regeringen har ført Danmark ud af den økonomiske krise, som vi har været i siden 2008. Samtidig slipper vi for skærpet tilsyn fra EU-Kommissionen med en henstilling om at sænke statsunderskuddet til under tre procent af bruttonationalproduktet, BNP.
Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og økonomiminister Margrethe Vestager (R) samstemmende, nu da EU-Kommissionen har fremlagt sin økonomiske forårsprognose.
- Vi har ført en økonomisk politik, som sikrer, at Danmark kommer ud af den henstilling. Det er i hvert fald vores forventning. Derfor vil vi godt tillade os at være lidt fornøjede i dag.
- Det har vist sig, at den politik- som ikke har været så enkel, og som vi også har fået nogle knubs for - virker, fordi Danmark ikke længere skal være under skærpet opsyn af EU, siger statsministeren.
Hun påpeger, at VK-regeringen fik Danmark sat under skærpet tilsyn.
I modsætning til den lave vækst på 0,4 procent i 2013, venter EU-Kommissionen, at Danmarks BNP vokser med 1,5 procent i 2014 og 1,9 procent i 2015.
Ifølge prognosen stiger det offentlige underskud næste år til 2,7 procent fra 0,8 procent i 2013. Det skyldes især, at regeringen har fremrykket beskatningen af kapitalpensioner, som sidste år skæppede i statskassen.
Selv om regeringen ikke har sat champagne på køl, er det en "boblende fornemmelse", at Danmark er på rette vej, siger økonominister Margrethe Vestager.
- Vi kan se, at vores økonomiske politik har bragt Danmark så solidt på sporet, at der er meget tydelige tegn på, at vi kommer ud af vores henstilling (fra EU-Kommissionen, red.).
- Vores økonomiske politik har skabt grundlaget for fornyet vækst. Det næste opgave er at få endnu mere kul på, så danske virksomheder kan koble sig på de ting, der sker. Ved at der er mindre bureaukrati og regulering og bedre adgang til kapital, siger Margrethe Vestager
/ritzau/