Vestager: For meget at kalde det et økonomisk opsving

admin

10 år siden

|

26/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Dansk økonomi er i forårshumør. Det ser lysere ud med stigende beskæftigelse, faldende ledighed, fremgang i eksporten og stigende privatforbrug.

Men økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) vil ikke gå så langt, som at kalde det et regulært opsving.

- Det er for stort et skridt at tage. Vi betaler stadig af på den bobleøkonomi, der var i nullerne. Den skabte meget store ubalancer, og med dem ramte krisen os med ekstra kraft.

- Derfor går der en tid, inden vi er ude af krisen, sagde Margrethe Vestager på et pressemøde i forbindelse præsentationen af regeringens Økonomiske Redegørelse, der tegner et billede af en lysere økonomisk fremtid.

Det var især den økonomiske politik under VK-regeringerne i de buldrende nuller med blandt andet indførelsen af afdragsfrie lån og skattestoppet på ejendomsværdibeskatningen, der fik boligpriserne på en himmelflugt, der var uholdbar.

Den efterfølgende stærke nedtur, hvor boligpriserne raslede ned, fik forbrugerne til at gå i hi og betale af på gælden i stedet for at forbruge til gavn for den økonomiske vækst.

Boligmarkedet har stabiliseret sig, og som regeringen ser det, vil priserne på enfamiliehuse i gennemsnit stige med 2,6 procent i år og 2,5 procent i 2015 og 2016.

Stabiliseringen på boligmarkedet er i gang, og det smitter af på optimismen og danskernes lyst til igen at bruge penge.

- Under krisen har familierne taget konkret ansvar. Mens de tidligere brugte 105 kroner for hver gang, de tjente 100 kroner, bruger de nu 94 kroner, hver gang de tjener 100.

- Låntagningen blev afløst af opsparing, og vi ser, at forbrugernes optimisme er stigende. Det gør, at privatforbruget igen kan vokse på linje med indkomstfremgangen, sagde Margrethe Vestager.

Danskernes lyst til at bruge penge hænger sammen med udviklingen på boligmarkedet og beskæftigelsen. Privatforbruget har ligget underdrejet i kriseårene. Regeringen ser en stigning i privatforbruget på 1,7 procent næste år og to procent i 2016.

Fremgangen i økonomien viste de første spæde tegn i 2013, hvor 22.000 flere kom i job, eksporten voksede med 3,5 procent, og stemningen skiftede blandt både forbrugere og virksomheder, der ser mere lyst på fremtiden.

/ritzau/