Guitarist Sheldon Reynolds, som de fleste vil have stiftet bekendtskab med i løbet af hans tid sammen med bandet Earth, Wind & Fire, er død.
Dødsfaldet bekræftes af hans nære ven samt medlem af Earth, Wind & Fire Philip Bailey i et Tweet.
Derudover har bandet også delt nyheden i et opslag på Instagram.

"Nyheden om Sheldon Reynolds bortgang er meget trist for alle os, som kendte ham og arbejdede sammen med ham," indleder Philip Bailey opslaget.
Sheldon Reynolds blev medlem af Earth, Wind & Fire i 1987. Derfor nåede han i sin tid med bandet at være med til at lave albummet 'Touch the World' fra 1987, 'The Best of Earth, Wind & Fire, Vol. 2' fra 1988, 'Heritage' fra 1990, 'Millenium' fra 1993 samt 'In the Name of Love' fra 1997.
Sammen med Earth, Wind & Fire blev Sheldon Reynolds desuden nomineret til en Grammy i 1994 for sangen 'Sunday Morning'.
Han indledte sin karriere som medlem af bandet Sun, hvorefter han blev en fast bestanddel af bandet The Comodores.
Først herefter landede han i armene hos Earth, Wind & Fire.
Sheldon Reynolds var gift med Jimmi Hendrix' adoptivsøster, Janie Hendrix.
Han blev 63 år. Dødsårsagen er ikke oplyst.