Verdens ældste mand er død: Så gammel blev han

Nicolai Busekist

33 uger siden

|

03/04/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
I 2022 fik han en plads i Guinness World Records, da han blev udnævnt som verdens ældste mand. Nu er han sovet ind.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er de færreste, der kommer til at leve et lige så langt liv, som Juan Vicente Perez Mora fra Venezuela har levet. Han blev i 2022 udnævnt som verdens ældste mand af Guinness World Records, men nu er han gået bort.

Ritzau skriver, at hans familie har bekræftet, at han gik bort tirsdag. Ikke nok med det, så har Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, også offentliggjort nyheden om hans død.

"Juan Vicente Perez Mora er overgået til evigheden i en alder af 114 år," skriver han i et opslag på det sociale medie X.

Den 4. februar 2022 blev det bekræftet, at Juan Vicente Perez Mora var den ældste levende mand i hele verden. På daværende tidspunkt var han ifølge Guinness World Records 112 år og 253 dage gammel, men nu er han gået bort i en alder af 114 år.

Netop fordi han har levet så langt et liv, så har han også haft glæden af en stor familie. Da han i 2022 fik sin plads i historiebøgerne, havde han både 11 børn, 41 børnebørn, 18 oldebørn og 12 tipoldebørn. Det skriver Ritzau.

Den venezuelanske mand blev født den 27. maj 1909 i en by ved navn El Cobre, der ligger i delstaten Táchira ved Andesbjergene. Han var det niende i en søskendeflok bestående af intet mindre end ti børn.

"I en alder af fem år begyndte han at arbejde med sin far og sine brødre i landbruget og hjalp med at høste sukkerrør og kaffe," lyder det fra Guinness i en meddelelse.

Ved sin død kunne Juan Vicente Perez Mora prale af at være den ældste mand i verden. Han var dog ikke den ældste person i verden, da det er den 117-årige kvinde Marya Branyas Morera, der er indehaver af denne titel.

I skrivende stund er det ifølge nyhedsbureauet TT lidt uklart, hvem der nu er den ældste mand i verden. Det kan potentielt være Josias de Oliveira, der er 112 år gammel, men hans alder er ikke verificeret af Gerontology Research Group.

Det kan dog også være den 112-årige japanske Gisaburo Sonobe, der er cirka en måned yngre end førnævnte. Han har nemlig fået verificeret sin alder.