Danskerne skal kunne låne billigere til sommerhus. De skal kunne få 70 eller 80 procent i realkreditlån, hvor grænsen for sommer- og fritidshuse nu går ved 60 procent.
Det siger Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, til DR. Han støttes af et blåt flertal.
- Det vil betyde, at flere danskere kan få realiseret drømmen om at købe et sommerhus, siger Torsten Schack Pedersen.
Erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) vil ikke kommentere forslaget. I dag kan købere låne 60 procent, mens resten finansieres ved dyrere banklån.
Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, støtter forslaget.
- Hvis vi har en mulighed for at give folk en bedre finansiering, hvor de måske ender med at spare 1000 kroner om måneden per million, så er det med til at gøre det mere bæredygtigt for folk at investere i et sommerhus, siger han.
Købere kan ifølge Mybanker.dk's beregninger spare 8800 kroner i rente årligt før skat, hvis de låner en million kroner til 80 procent mod nu 60 procent i realkredit. De sparer godt det halve, hvis lånegrænsen kun hæves til 70 procent.
De Konservatives erhvervsordfører, Brian Mikkelsen, støtter også forslaget.
- Flere får mulighed for at købe et sommerhus blandt andet i de områder, hvor der ikke bliver solgt så mange huse. På den måde får man sat en god sneboldeffekt i gang i beskæftigelsen, skabt mere omsætning og mere økonomi i området, siger han.
Liberal Alliances erhvervsordfører, Joachim B. Olsen, er enig.
- Det er underligt, at man differentierer mellem, hvor meget man må tage af realkreditlån i en almindelig ejerbolig og et sommerhus, siger han.
Socialdemokraternes Christian Rabjerg Madsen er "meget skeptisk".
- Hvis man ændre belåningsmodellen i forhold til sommerhuse, så risikerer man, at priserne stiger.
- Det kan skabe boligbobler, det kan skabe usikkerhed omkring sommerhusmarkedet, og derudover kan det skabe usikkerhed i forhold til vores realkreditsystem, siger han.
/ritzau/