Borgmesteren i Venedig, Giorgio Orsoni, blev onsdag anholdt og sat i husarrest, da der er stærkt begrundet mistanke om, at han skal have taget imod bestikkelse fra et byggekonsortium, der bygger dæmninger for at beskytte byen mod højvande.
Den 67-årige Orsoni, som blev valgt til borgmester i 2010 for Det Demokratiske Parti, er nu sigtet for afpresning, korruption og hvidvaskning af penge.
I den omfattende sag er 33 andre personer anholdt og varetægtsfængslet og sigtet for de samme lovovertrædelser som borgmesteren. Blandt de anholdte er en skatteinspektør fra en særlig politiafdeling, en regional minister, flere entreprenører, revisorer, finansmænd og embedsmænd.
Myndighederne mener, at offentlige midler, der var øremærket til det komplekse dæmningssystem til over 5,5 milliarder euro - 41 milliarder kroner, via forskellige skattely blev dirigeret rundt som bestikkelse af embedsmænd og politikere.
Sidste år blev den tidligere ledende ingeniør på projektet, Carlo Mazzacurati, anholdt for at have manipuleret med forskellige bud ved udliciterede opgaver. Dæmningsprojektet har været i gang i årtier, men har mange gange været i krise på grund af budgetoverskridelser og korruptionsanklager.
Det skal ifølge planen stå helt færdigt i 2016.
Orsonis advokater siger, at de anklager, der er rejst mod borgmesteren, er "lidet troværdige."
/ritzau/dpa