Vejle: Vi kæmper for at forsætte med fuldtidsbold

admin

10 år siden

|

19/03/2014

Dagens topnyheder

Fuldtidsfodbolden står muligvis på spil, når 1. divisionsklubben Vejle Boldklub i denne uge indleder en aktieemission.

Hvis det ikke lykkes at få penge nok i kassen, kan klubben være nødt til at drosle væsentligt ned.

- Vejle Boldklub står ved en skillevej, hvis ikke der er opbakning til den nye kurs og aktieemissionen, siger direktør Lars Skou i en pressemeddelelse.

- I givet fald må Vejle Boldklub reducere yderligere i omkostningerne, og så bliver det svært at opretholde et fuldtidssetup, en talentudvikling i den absolutte top samt regionens stærkeste erhvervsnetværk, siger Skou.

Vejle Boldklub har været igennem en stor sparerunde i 2013.

- Med gennemførelsen af den økonomiske turnaround er der blevet skåret så meget ind til benet, som det er muligt, når vores ambition stadig er fuldtidsprofessionel fodbold, siger Lars Skou.

Direktøren oplyser dog, at driften i 2014 skulle være i balance.

Den forestående aktieemission har primært til hensigt at genskabe klubbens egenkapital, der i øjeblikket er på minus seks millioner kroner.

/ritzau/