Syrien har stadig knap otte procent af sine kemiske våben. Det siger internationale kontrollanter søndag ifølge AFP. Det var ellers dagen, hvor deadline for, at alle våbnene skulle være overdraget til senere destruktion, udløb.
- Vi taler om de tilbageværende 7,8 procent kemiske våbenmaterialer, som stadig befinder sig i landet på én bestemt lokation, siger Sigrid Kaag, der er leder for de to internationale grupper, der overvåger afvæbningen.
Det er et hold fra FN og Organisationen til forbud mod Kemiske Våben.
Ifølge planen skal de kemiske våben være destrueret senest den 30. juni. Det sker om bord på et amerikansk flådefartøj, der har udstyr til at nedbryde de kemiske våben.
Et dansk krigsfartøj, et dansk handelsskib og en lille gruppe danske soldater har deltaget i operationen med at uskadeliggøre Syriens kemiske våben.
Kaag siger, at Syrien nu skal sikre sig, at landet fuldt ud lever op sit løfte om at fjerne alle kemiske våben fra syrisk jord. Men hun siger, at der har været et "meget konstruktivt samarbejde" med syrerne.
Aftalen om at eliminere Syriens kemiske våben kom i stand i september sidste år efter pres fra USA og Rusland.
Det var et angreb på en oprørskontrolleret forstad til Damaskus med kemiske våben tidligere på sommeren, der fik USA til at true med et militært angreb på landet.
Det var tilsyneladende denne trussel, der fik Syrien til at tilslutte sig den internationale aftale mod kemiske våben, og efterfølgende accepterede syrerne at fjerne og destruere alle de kemiske våben i landet.
Fordi der er borgerkrig i landet har det været kompliceret at få demonteret de kemiske våben og kemiske komponenter, transportere dem væk og udskibe dem fra havnebyen Latakia.
/ritzau/AFP