Valgdeltagelsen er steget på EU-plan

admin

|

26/05/2014

Dagens topnyheder

Valgdeltagelsen til europaparlamentsvalget ligger på omkring 43,1 procent på EU-plan.

- For første gang siden valget i 1979 er den nedadgående valgdeltagelse vendt, siger parlamentets talsmand, Jaume Duch-Guillo, søndag aften i EU-Parlamentets sal, som til lejligheden er oplyst med blå lamper.

Talsmanden kalder det "historisk". Ved valget i 2009 stemte præcis 43 procent på EU-plan.

Siden det første valg til EU-Parlamentet blev holdt i 1979 har valgdeltagelsen været drastisk faldende fra 62 procent til de 43 i 2009.

Valgdeltagelsen i Danmark er ifølge EU-Parlamentet 55. I Danmark er valgdeltagelsen gået i modsat retning af det samlede EU. Siden første valg, da deltagelsen lå på lige under 48 procent, har flere danskere afgivet stemmer hvert femte år.

Det største antal stemmer blev dog afgivet i 2009, da der samtidig blev stemt om tronfølgeloven. Der stemte lige under 60 procent.

40 procent har stemt i Finland, 43,5 procent i Frankrig og 47,9 procent i Tyskland. Der er kun fire lande, som denne gang er nået over 60 procent. Det er Italien, og så tre lande, der har valgpligt. Det er Luxembourg, Belgien og Malta.

Det er i Østeuropa, at valgdeltagelsen har været lavest. Det laveste antal stemmer blev afgivet i Slovakiet, hvor kun 13 procent valgte at gå i stemmeboksen. I Polen stemte kun 22,7 procent.

/ritzau/