V-vælgere: Løkke er den rigtige formand

admin

10 år siden

|

06/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Trods heftig kritik af tøjindkøb, en Venstre-betalt ferie til familien og røg på hotelværelser er Lars Løkke Rasmussen stadig den rette formand for Venstre.

Det siger et flertal på godt syv af 10 Venstre-folk i en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Wilke for Jyllands-Posten.

Blot omkring hver syvende af de 500 adspurgte V-vælgere synes, at hovedbestyrelsen tog fejl, da den natten til onsdag lod Løkke blive som formand.

- Det er overordentlig glædeligt, at Venstres vælgere bakker op om den beslutning, som hovedbestyrelsen traf efter mange overvejelser og megen diskussion, siger politisk ordfører hos Venstre Inger Støjberg, der dog erkender, at der har været og fortsat er frustration i Venstres bagland.

Flere eksperter er overraskede over, at der trods de seneste ugers uro i Venstre er solid opbakning til Løkkes formandskab.

- Tilliden til et parti plejer ofte at vakle, enten fordi formanden har kvajet sig, eller fordi der er åben splittelse i partiet. Begge dele har gjort sig gældende i Venstre i de seneste uger, siger professor Søren Risbjerg Thomsen fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

Også Roger Buch, valgforsker og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er overrasket:

- Det kommer bag på mig i betragtning af den krise, der har været, og de mange negative historier om Lars Løkke. Manden har i den grad været i modvind, og der har været en voldsom kritik af ham fra hans egne, siger Roger Buch til Jyllands-Posten.

Dansk Folkeparti har tidligere kaldt situationen hos Venstre for "uholdbar", men nu er formand Kristian Thulesen Dahl fortrøstningsfuld. Det vil dog fortsat kræve hårdt arbejde at genvinde vælgernes tillid, siger han til avisen.

/ritzau/