Det er dybt forkasteligt, at DSB ikke gik videre til Trafikstyrelsen, da de i 2010 opdagede revner på akselkassen på et IC4-tog.
Der mener Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.
- Det er da helt utroligt, at man holder en alvorlig fejl på et tog skjult. Der var jo en debat om IC4-togene på det tidspunkt, siger ordføreren.
For mere end fire år siden oplevede DSB for første gang, at akselkassen på et IC4-tog slog revner. Men først for en måned siden blev Trafikstyrelsen informeret om problemet. Det bekræfter styrelsen overfor Ritzau.
DSB burde have informeret om, at de havde fundet fejl på togene, mener transportordføreren. Han fremhæver, at der i 2011 blev lavet en undersøgelse, som skulle konkludere, hvorvidt IC4-togene var pålidelige.
- At man ikke dengang nævnte det er dybt, dybt forkasteligt. Hvis det havde stået i rapporten, kunne det meget vel være, at vi ikke havde valgt at bruge flere penge på IC4-togene, siger Kristian Pihl Lorentzen.
Venstre vil nu bede transportminister Magnus Heunicke (S) om en redegørelse om sagen.
- Vi vil have en fuldstændig redegørelse om det her forløb, hvor det fremgår, hvem, der vidste hvad, hvornår, og hvorfor man ikke valgte at orientere Trafikstyrelsen og os politikere om det her. Alle vidste, at vi fulgte IC4-togene nøje, siger han.
I de seneste uger er det kommet frem, at der er fundet fejl på aksellejekasserne på flere IC4-tog.
En ødelagt aksellejekasse kan føre til en afsporing af toget i kategorien "katastrofisk". Det fremgår af den såkaldte safety case, som producenten Ansaldobreda har udarbejdet.
Trafikstyrelsen har givet grønt lys til, at DSB kan fortsætte kørslen med de problemfyldte IC4-tog, så længe DSB laver tilsyn hvert syvende driftsdøgn. Senest den 15. maj skal DSB følge op med en opdateret risikovurdering.
Det er ikke et lovkrav, at DSB kontakter Trafikstyrelsen i forbindelse med denne type hændelser.
/ritzau/