Usikkerhed om flere OSCE-observatører

admin

|

30/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) siger, at den har mistet kontakt til flere medlemmer af en observatørgruppe i Lugansk, og at et observatørhold muligvis stadig savnes i det østlige Ukraine.

Fire civile observatører fra OSCE, deriblandt en dansker, blev tidligere fredag meldt frigivet af en separatistleder, der udtalte sig til det russiske nyhedsbureau Interfax. Men OSCE oplyser til Ritzau, at man ikke kan bekræfte frigivelsen.

- Vi har ikke kunnet verificere meldinger om, at gruppen, der har været forsvundet siden 26. maj, er blevet frigivet. Derfor antager vi fortsat, at de er tilbageholdt, siger også en talsperson fra OSCE til nyhedsbureauet dpa.

I en erklæring fra OSCE i Wien på Facebook hedder det videre, at et hold i Lugansk ikke har ladet høre fra sig siden torsdag aften.

- Et hold med fire observatører og en ukrainsk sprogassistent blev torsdag stoppet i byen Severodonetsk, der ligger 100 kilometer nord for Lugansk af bevæbnede mænd, skriver OSCE.

- Intet er hørt fra dem siden klokken 19 torsdag, hedder det.

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er der ingen danskere på dette observatørhold.

Separatistlederen Aleksej Tjmilenko fra Den Selvudråbte Folkerepublik Lugansk sagde tidligere fredag til nyhedsbureauet Interfax, at de fire observatører - en dansker, en tyrker, en schweizer og en ester - var blevet frigivet efter at være tilbageholdt som en advarsel.

- Dette har været en advarsel til fremmede om, at de ikke skal begive sig ind i området uden først at have meldt deres ankomst, sagde han til Interfax.

Men udtalelsen er ikke fulgt op af nye oplysninger og bekræftes ikke af OSCE i Wien.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa fortalte tirsdag, at den havde mistet kontakten med gruppen på fire personer, der befandt sig i det urolige østlige Ukraine.

Prorussiske separatister i det østlige Ukraine bekræftede torsdag, at de fire observatører fra OSCE var blevet holdt tilbage siden mandag. De sagde, at observatørerne snart ville blive løsladt.

Lederen af OSCE, schweizeren Didier Burkhalter, kalder tilbageholdelsen af observatørerne - altså heriblandt en dansker - for en sabotagehandling.

Observatørmissionen består af 280 ubevæbnede civilister. Deres job er at mødes med blandt andet lokale og nationale myndigheder samt etniske og religiøse grupper.

Ifølge Udenrigsministeriet er syv af observatørerne danskere.

/ritzau/Reuters