Selv om fodbold så langt fra er nationalsporten i USA, kan amerikanerne også spille den europæiske form for boldspillet.
Natten til søndag vandt amerikanerne således 2-1 over Nigeria i Jacksonville. USA kan med sejren rejse til VM-slutrunden i Brasilien med sejre i holdets seneste tre testkampe.
Sunderlandspilleren Jozy Altidore scorede begge amerikanernes mål. Han havde ellers ikke scoret - hverken på landsholdet eller i Premier League - siden december sidste år.
Nigeria, som også skal til VM, hvor Iran, Bosnien og Argentina venter i den indledende runde, lagde bedst ud i testkampen. De boldspillende afrikanere sad på det meste af spillet i kampens indledende fase, hvor især Chelseaspilleren John Mikel Obi regerede på midtbanen.
Amerikanernes første forsøg kom på et giftigt kontraangreb efter 23 minutter.
Jozy Altidores måltørke sluttede i kampens 32. minut, da han blot skulle skubbe bolden over stregen tæt under mål. Fabian Johnson havde lavet det store forarbejde til den scoring.
USA's målmand Tim Howard havde en stor redning kort før pausen, hvor Nigeria havde fortjent en udligning.
I stedet blev det 2-0 20 minutter før tid, da Jozy Altidore modtog bolden lige inden for straffesparksfeltet, tog en enkelt dribling og sparkede bolden ind med fornyet selvtillid.
Amerikanernes mål Tim Howard var på vej mod et "clean sheet" i sin landskamp nummer 100, da Matt Besler begik straffespark på Moses fire minutter før tid. Moses scorede selv på straffesparket.
Amerikanerne bliver stærkt udfordret i sin indledende gruppe ved VM, hvor først Ghana og siden Portugal og Tyskland venter.
/ritzau/