USA vil fortsætte med at overvåge og indsamle informationer om andre regeringers hensigter, selv om Washington stopper med at spionere mod stats- og regeringsledere i lande, som er i tæt alliance med amerikanerne.
- Vi vil fortætte med at indsamle efterretninger, og vi vil ikke undskylde, blot fordi de amerikanske efterretningstjenester er mere effektive, hedder det i Obamas længe ventede tale fredag.
Her tog han skridt til at genskabe tilliden hos amerikanere og udlændinge, som er blevet rystet over oplysningerne om den amerikanske spionages omfang.
- De reformer, som jeg foreslår i dag, skal give den amerikanske befolkning større tillid til, at deres rettigheder bliver beskyttet, selv om vores efterretningstjenester fortsætter med at anvende de redskaber, som de behøver for at værne om vores sikkerhed, siger den amerikanske præsident.
- De politiske ledere hos vore venner og allierede fortjener at vide, at hvis jeg ønsker at vide, hvad de mener om en sag, så tager jeg telefonen og ringer til dem snarere end at bero på overvågning, pointerer han.
Men Obamas tale var en balanceakt, hvor han syntes at søge efter et kompromis mellem krav fra borgerrettighedsforkæmpere og modstand mod reformer i efterretningstjenesterne.
- Jeg tror på, at vi må finde en ny balance, hvor efterretningstjenesterne kun bruger den store masse af indsamlet data i kampen mod terrorisme og kriminalitet og for at beskytte vore egne og vore allieredes soldater.
Obama sagde, at NSA fremover kun vil have lov til at indhente data fra overvågede telefonsamtaler fra personer, de er "to træk væk" fra mistænkte.
- Tidligere kunne de gå ind og efterforske date fra personer var tre træk fra en terrormistænkt, men fremover er et kun to, siger han.
Men Obama fastslår, at data fra aflyttede telefonsamtaler er et vitalt redskab, som også fremover skal bruges til at spore forbindelser mellem terrormistænkte
- Det er afgørende, at vi hurtigt kan tage stilling til telefonaflytninger for at afgøre om et terrornetværk eksisterer eller ej, siger Obama.
/ritzau/