Præsident Joe Biden har besluttet at forbyde import af russisk olie til USA, hvilket vil få stor betydning for den russiske økonomi.
Den drastiske beslutning kommer naturligvis i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Det nye tiltag fra USA harmonerer med opfordringerne fra den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyy. Han har nemlig opfordret både amerikanske og vestlige myndigheder til at stoppe importen af russisk olie.
Det faktum, at importen af olie endnu ikke har været inkluderet i de mange sanktioner, der er blevet indført mod Rusland efter invasionen, har været iøjnefaldende, skriver AP.
Eksport af blandt andet olie har nemlig sikret en konstant tilstrømning af penge til Rusland, til trods for et hav af øvrige sanktioner, der har været målrettet landets finansielle sektor.
Ifølge AP's kilde er det planen, at Joe Biden vil annoncere forbuddet allerede senere tirsdag. Det Hvide Hus har selv offentliggjort, at han vil præsentere et tiltag, der har til formål at holde Rusland ansvarlig for 'den uprovokerede og uberettigede krig mod Ukraine'.
Desuden lyder det, at USA kommer til at handle alene, men dog i tæt samråd med europæiske allierede, der er mere afhængige af de russiske energiforsyninger, end de er i USA.
EU har dog også intentioner om at slå hårdt ned på Rusland, da de har præsenteret en plan for, hvordan hele unionen skal være fri for import af både russisk olie og gas 'i god tid inden 2030'. Det fremgår af en pressemeddelelse.
"Vi er nødt til at blive uafhængige af russisk olie, kul og gas. Vi kan simpelthen ikke være afhængige af en udbyder, der åbenlyst truer os," siger Ursula von der Leyen, der er formand for Europa-Kommissionen.
Der er dog planer om at skære ned på afhængigheden af Rusland allerede i år. Deres nye plan skal nemlig sprede gasforsyningerne mere ud, mens der skal skrues op for udrulningen af vedvarende gasser, ligesom gas skal erstattes i varme og strømforbrug.
De planlagte tiltag skal sikre, at EU kan reducere behovet for russisk gas med to tredjedel allerede ved udgangen af 2022.