USA's forsvarsminister, Chuck Hagel, siger, at der er bekymring i Washington over, at Syrien er bagud med flytningen af materialer, der kan anvendes til fremstilling af kemiske våben.
Hagel siger, at han har bedt Rusland udøve indflydelse på Syriens regime for at få det til at leve op til alle indgåede aftaler på området.
- Det er stadigt muligt at få det hele genoprettet, så de gældende tidsplaner bliver overholdt, siger forsvarsministeren.
Han opfordrer Syrien til at intensivere bestræbelserne på at transportere kemiske våben til den aftalte havn, så våbenmaterialerne kan blive destrueret.
- USA er bekymret over, at den syriske regering er bagud med leveringer af disse materialer til kemiske våben rettidigt i forhold til den vedtagne tidsplan, siger Hagel, der torsdag talte til journalister under et besøg i Polen.
Der er rapporter om, at under fem procent af landets arsenaler af kemiske våben er blevet afleveret.
Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPWC) vurderer, at destrueringen af kemiske våben i Syrien bliver tre måneder forsinket og formentligt først vil være færdig i slutningen af juni.
I første omgang var det ellers forventet, at destrueringen af sennepsgas og stoffer til gasserne Sarin og VX ville være destrueret i slutningen af marts.
Årsagen er ifølge OPWC den syriske borgerkrig, dårligt vejr og bureaukrati. Den kemiske vagthund siger dog, at eksperter vil være i stand til at flytte de kemiske våben hurtigere i de kommende uger.
Et dansk fragtskib og et dansk krigsfartøj deltager i arbejdet med at transportere de kemiske våben væk.
Kun to ladninger med omkring 16 ton hver, som bestod af kemiske våben af såkaldt kategori 1, er blevet afskibet gennem den syriske havneby Latakia i denne måned.
Omkring 700 ton farlige kemiske våben skulle have været sendt ud af Syrien senest ved nytåret - altså for en måned siden.
Det var USA og Rusland, som stod bag planen om at fjerne alle de kemiske våben fra syrisk jord. Det skete efter et kemisk angreb på en forstad til Damaskus sidste år.
/ritzau/Reuters