En 14-årig dreng fra Texas, der i september blev anholdt, fordi hans hjemmelavede ur blev forvekslet med en bombe, forlader nu USA.
Ahmed Mohamed, som skoleeleven hedder, er blevet tilbudt gratis uddannelse af myndighederne i den rige golfstat Qatar. Det oplyser hans familie tirsdag.
- Det betyder, at vi flytter til Qatar, hvor Ahmed vil modtage et fuldt uddannelseslegat, meddeler familien i en erklæring.
Meddelelsen kommer få timer efter, at Ahmed Mohamed havde været på besøg i Det Hvide Hus som en af præsident Barack Obamas gæster til en aften om astronomi.
Anholdelsen i september gjorde den teknologiinteresserede Ahmed Mohamed til en berømthed.
Han kom i skole i Texas medbringende sit eget hjemmelavede ur, men hans lærer misforstod det hele og troede, at det var en hjemmelavet bombe.
Politiet blev tilkaldt, og drengen blev ført væk i håndjern.
Fotografier af drengen iført en T-shirt fra den amerikanske rumfartsorganisation Nasa og med håndjern på spredte sig på de sociale medier over hele verden.
Mange gav udtryk for, at anholdelsen var et resultat af fordomme om Ahmed Mohameds muslimske baggrund.
Mark Zuckerberg, ejer og grundlægger af Facebook, opfordrede Ahmed til at kigge forbi hovedsædet i Californien.
- Når man har sådanne evner og ambitioner til at bygge noget så fedt, så bør det føre til applaus og ikke anholdelse, skrev Zuckerberg.
Der blev aldrig rejst nogen sigtelse mod Ahmed Mohammed, og politiet i den Dallas-forstad, hvor anholdelsen fandt sted, har sagt, at hele forløbet vil blive gennemgået.
/ritzau/Reuters