USA melder klar til samarbejde med palæstinensere

admin

10 år siden

|

02/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

USA er klar til at samarbejde med den nye palæstinensiske enhedsregering, lyder det fra det amerikanske udenrigsministerium mandag, efter at regeringen er taget i ed.

Amerikanerne vil fortsat sende støtte til de palæstinensiske myndigheder, men regeringen vil blive dømt på dens handlinger, hedder det fra Washington.

Den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas tog regeringen i ed mandag i en forsoningsaftale med Hamas.

- Baseret på, hvad vi nu ved, har vi planer om at samarbejde med regeringen. Men vi vil følge den tæt for at sikre os, at den overholder de principper, som præsident Abbas gentog i dag, siger ministeriets talskvinde, Jen Psaki.

- Vi vil fortsat evaluere den nye regerings sammensætning og politik og tilpasse vores samarbejde efter dette.

En israelsk embedsmand, der ønsker at være anonym, siger, at Israels "regering er dybt skuffet" over USA's samarbejde med enhedsregeringen.

I en meddelelse fra kilden hedder det, at USA gør "Abbas i stand til at tro, at det er acceptabelt at danne regering sammen med en terrororganisation".

Premierminister Benjamin Netanyahus sikkerhedskabinet blev hasteindkaldt, da den palæstinensiske aftale lå klar. Israel truer med at holde Abbas ansvarlig for ethvert angreb mod Israel, der ofte er mål for raketangreb fra Gazastriben.

Hamas, der ønsker Israel tilintetgjort, har styret Gazastriben siden en kort borgerkrig mod Abbas' Fatah-bevægelse i 2007.

- I dag og efter annonceringen af en national enhedsregering erklærer vi slutningen på en opdeling, der har givet katastrofale skader på vores sag, sagde Abbas, da han tog regeringen i ed.

Sent mandag blev en palæstinensisk mand dræbt af israelske soldater på Vestbredden. Forinden havde han åbnet ild mod en grænsevagt, lyder det fra en israelsk militærtalsmand.

Siden begyndelsen af året er 12 palæstinensere blevet dræbt af israelske soldater på Vestbredden, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters