Stress, ensomhed, søvnproblemer, depression og mobning. Flere store studier fastslog i efteråret, at det står skidt til med danske unges trivsel.
Nu er de unge blevet spurgt om, hvad der skal til for at forebygge mistrivslen. Og de peger især på én faktor: forældrene.
Det skriver Politiken.
Undersøgelsen er foretaget blandt 1014 unge i alderen 15 til 25 år af analysebureauet YouGov for Sex & Samfund.
Og her mener 80 procent, at øget interesse fra forældre vil være en "god" eller "rigtig god" metode til at hjælpe unge, der trives dårligt.
Og 35 procent udpeger som den allervigtigste forebyggelsesmetode, "at forældre taler med deres børn om, hvordan de har det".
Langt færre finder det vigtigst, at man i skolen arbejder med ensomhed, mobning og trivsel, at lærerne taler med deres elever om, hvordan de har det, eller at der er adgang til anonym rådgivning.
Sex & Samfunds chef Marianne Lomholt mener, at det er tale om et tydeligt signal fra de unge.
- De unge savner nærvær med deres forældre. Et rum, hvor de kan tale om de ting, de går igennem. Om følelser, kroppens udvikling, deres grænser og generelle trivsel. Følelseslivet og tanker om identitet og "hvem er jeg?" fylder helt utroligt meget hos de unge, siger hun til Politiken.
Børnepsykolog og forfatter til bogen "Forstå din teenager", Gitte Haag, er ikke overrasket over undersøgelsens resultater. Ofte har børn og unge slet ikke behov for en psykolog - de har behov for at mærke, at deres forældre er der for dem, mener hun.
- Mange mennesker er ikke særligt meget sammen med deres børn. Familien sidder sammen ved middagsbordet, i bedste fald også ved morgenbordet. Men når måltidet er overstået, sidder man i mange hjem med hver sin skærm, siger hun.
/ritzau/