Italiens præsident, Giorgio Napolitano, beder centrum-venstre-lederen Matteo Renzi om at danne en ny regering, skriver flere nyhedsbureauer.
Får han held til at sammensætte en ny regering, bliver den 39-årige Renzi den yngste premierminister nogensinde i det sydeuropæiske euroland.
Han siger, at han allerede tirsdag vil indlede forhandlinger om en ny koalitionsregering. Og han lover at bruge al sin energi på reformarbejde, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den tidligere borgmester i Firenze, der står i spidsen for Det Demokratiske Parti, PD, havde forinden et halvanden time langt møde med Napolitano mandag formiddag.
Renzi vil formentlig bruge få dage på at sammensætte en ny regering, der så kan blive bekræftet af parlamentet ved en afstemning senere på ugen.
Renzi havde i sidste uge ved noget, der lignede en paladsrevolution, held til at fjerne premierminister Enrico Letta, der også kommer fra det moderat venstreorienterede Demokratiske Parti.
Han beskyldte Letta for ikke at have levet op til sine reformløfter under hans 10 måneder lange virke som premierminister.
Investorer har hilst Renzis opstigen velkommen, men politiske kommentatorer sætter spørgsmålstegn ved, om han som 39-årig er moden til posten som regeringschef.
Den tidligere spejder med det drengede ansigt vil være nødt til at handle hurtigt med regeringsdannelsen.
- Han har desperat brug for personer med statur, også gerne nye, hvis det er muligt, siger avisen Corriere della Seras lederskribent, Gian Antonio Stella, til nyhedsbureauet AFP.
Lettas regeringskoalition bestod ud over Det Demokratiske Parti af midterpartier og en udbrydergruppe fra tidligere premierminister Silvio Berlusconis højreorienterede parti.
Udbryderne, der kalder sig Det Nye Centrumhøjre, har dog advaret om, at det ikke er en fastslået kendsgerning, at koalitionen forbliver intakt.
/ritzau/