Den danske herrelandstræner i håndbold og sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Ulrik Wilbek, er blevet tilbudt en plads i bestyrelsen i fodboldklubben Brøndby IF.
Det bekræfter Ulrik Wilbek over for Ekstra Bladet. Han kalder tilbuddet spændende, og han havde sagt ja til posten, hvis det ikke havde været for opgaverne i DHF, som ifølge Wilbek selv er uforenelige med en så krævende post som den i Brøndby.
- Hvis jeg ikke havde været ansat i DHF, så havde jeg sagt ja. De har gang i rigtig mange spændende ting ude i Brøndby, og det kunne være sjovt at være en del af det, siger Ulrik Wilbek.
Samtidig åbner han op for, at han på et senere tidspunkt kan blive et emne for Brøndby.
- Vi taler stadig sammen, og det kan sagtens være, vi kommer til at lave noget sammen i fremtiden, siger Wilbek.
Ulrik Wilbek står i spidsen for herrelandsholdet som træner for sidste gang på søndag i forbindelse med Golden League-turneringen.
Herefter kan han koncentrere sig om jobbet som sportschef i DHF, som han har bestridt siden oktober 2012.
/ritzau/