Ukrainsk operation optrappes i øst

admin

|

24/04/2014

Dagens topnyheder

Ukrainske soldater genvandt torsdag kontrol over rådhuset i Marjupol, som har været holdt besat af prorussiske separatister, og de slog også et separatistisk angreb på en militærbase i den østlige by Artemivsk tilbage, oplyser landets indenrigs- og forsvarsministerium.

Den fungerende ukrainske indenrigsminister, Arsen Avakov, skriver på Facebook, at rådhuset i Marjupol "er blevet befriet". Ifølge det lokale netmedie 0629.com.ua blev fem af de prorussiske besættere såret ved aktionen, hvor det kom til sammenstød.

Han oplyser også, at en ukrainsk militærbase i Artemivsk mellem Slavjansk og Donetsk blev angrebet af omkring 70 prorussiske aktivister, der prøvede at storme basen.

Men ukrainske soldater fik afværget angrebet. En soldat blev lettere såret ved nattens angreb.

Ukrainske soldater har torsdag forskanset sig i stillinger få kilometer fra den separatistisk-kontrollerede by Slavjansk, oplyser en korrespondent for nyhedsbureauet Reuters på stedet.

- Snesevis af soldater i camouflageuniformer er i stilling bag sandsække og omkring mindst seks lette pansrede mandskabsvogne ved landsbyen Malynivka omkring 12 kilometer syd for Slavjansk på hovedvejen til den regionale hovedby Donetsk, skriver nyhedsbureauet.

Både politi og soldater er tilstede ved en kontrolpost på vejen, hvor biler stoppes og undersøges.

- Den militære enhed har også lette maskinpistoler og anti-panservåben, siger Reuters-journalisten.

Ukrainske styrker har tidligere "befriet" en by i den østlige del af Ukraine fra prorussiske separatister. Det drejer sig om byen Svjatogorsk, der ligger 15 kilometer nord for Slavjansk.

Fjernelsen af de bevæbnede separatister er et led i den antiterror-operation, som Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, tirsdag genoptog efter en pause hen over påske.

/ritzau/Reuters