Ukraines udenrigsminister sender ønskeseddel til Nato

admin

|

17/03/2014

Dagens topnyheder

Den ukrainske regering er ifølge den fungerende ukrainske udenrigsminister, Andrij Desjtjysia, i færd med at udarbejde en liste over militært teknisk udstyr, som Ukraine behøver som støtte fra Nato.

- Vi giver listen til Natos hovedkvarter, når den er færdig, siger han mandag efter et møde med Nato-generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, i Bruxelles.

Udenrigsministeren kan ikke sige, om listen bliver afleveret allerede mandag, eller noget mere specifikt om hvilket udstyr der er tale om. Desjtjysia afviser, at landet har bedt om decideret militær assistance fra Nato.

- Vi mærker en stærk støtte og forståelse fra både Natos hovedkvarter og fra Natos medlemslande. Vi ser frem til vores samarbejde med Nato i den nærmeste fremtid og endda i de nærmeste dage, siger han.

Der er ingen meldinger fra Nato om, hvorvidt Ukraines ønskeliste vil blive opfyldt eller ej.

Desjtjysia understreger, at den ukrainske regering er meget bekymret over antallet af russiske tropper på grænsen mellem Ukraine og Rusland, og over hvad han kalder "politiske turister" i de østlige ukrainske regioner.

Han mener, at krisen minder meget om krigen mellem Rusland og Georgien i 2008.

- Vi er meget bekymrede over russiske provokationer i ukrainske regioner. Provokationerne kan starte en militær optrapning, som de gjorde det i 2008.

- Vi instruerer vores militær og opfordrer den ukrainske befolkning til ikke at provokere. Vi skal løse denne krise på en fredelig måde, siger han.

Inden Andrij Desjtjysia tog ud til Natos hovedkvarter i Bruxelles, spiste han morgenmad med EU's udenrigsministre et andet sted i Bruxelles.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) siger efter mødet med den ukrainske minister, at Desjtjysia har sagt, at sanktioner er vigtige, men at det er mindst lige så vigtigt, at EU hjælper den ukrainske regering med at blive en succes.

EU-udenrigsministrene samles mandag for blandt andet at diskutere yderligere sanktioner, som skal ramme de personer, som er ansvarlige for krisen i Ukraine.

/ritzau/