Ukraine vinder Eurovision med sang om mørkt kapitel

admin

445 uger siden

|

15/05/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

For anden gang i Eurovisions historie, er det Ukraine, der løber med sejren i den internationale musikkonkurrence.

Sangerinden Jamala vandt nemlig lørdag aften konkurrencen med sin sang "1944". Sangen har været i vælten, da den inden Eurovision blev undersøgt for, om den indeholdt politiske budskaber.

Sangen handler om Sovjetunionens deportation af Krim-tatarerne til Centralasien - noget, der stadig er et betændt sår og skaber splid mellem Ukraine og nabolandet Rusland.

Jamalas egen tipoldemor var Krim-tatar, og hun har i konkurrencens officielle program udtalt, at sangen er dedikeret til hende.

Men med linjer som "Når de fremmede kommer, de kommer til dit hus. De slår Jer alle ihjel og siger, vi er ikke skyldige", har sangen vakt opsigt.

European Broadcasting Union (EBU), der står bag showet, konkluderede dog, at sangen handler om historiske begivenheder og ikke politik.

Ukraine har én gang før vundet konkurrencen. Første gang var i 2004, da Ruslana tog sejren med sangen "Wild Dances".

Der var ingen dansk deltagelse i dette års finale, da det danske bidrag "Soldiers of Love", som gruppen Lighthouse X stod bag, røg ud af semifinalen torsdag aften.

Det er andet år i træk, at Danmark er blevet stemt ud allerede inden den store finale. Sidste år var det drengene fra Anti Social Media og sangen "The Way You Are", der ikke klarede sig videre.

Bookmakerne havde spået, at konkurrencen ville blive et kapløb mellem Rusland og Australien, men også Ukraine steg i dagene op til konkurrencen i odds.

Ruslands Sergey Lazarev og sangen "You're The Only One" har ugen igennem fået meget opmærksomhed - ikke mindst på grund af et spektakulært sceneshow.

Men flere eksperter påpegede også inden showet, at Ruslands politiske slagsmål med blandt andet Ukraine kunne være en ulempe for landet.

Selv om EBU holder fast i, at der ikke må gå politik i showet, så mente mange, at landets mangel på goodwill kunne vise sig at være en hæmsko.

I år var det Stockholm, der lagde arena til showet, fordi Måns Zelmerlöv sidste år vandt med sangen "Heroes".

Sammen med Petra Mede indtog den tidligere vinder værtsrollen i både lørdagens finale og i de to semifinaleshows, der i ugens løb har skåret 36 deltagerlande ned til 20 finalister.

Ud over landene, der kvalificerede sig fra semifinalerne, dystede lørdag aften også de såkaldte "big five", nemlig Tyskland, England, Frankrig, Italien og Spanien, mens også værtslandet Sverige var direkte kvalificeret.

Det tre en halv time lange show bød ud over optrædener fra de 26 finalister også på en vaskeægte verdensstjerne, da sangeren Justin Timberlake indtog scenen i stemmeoptællingspausen for at give en liveversion af "Rock Your Body" og sit nyeste hit "Can’t Stop The Feeling".

Men det er ikke kun i Europa, at showet er populært. Også i Australien og Kina - og for første gang i USA - har fans kunne følge med i konkurrencen, der dermed kan være nået op på 200 millioner tv-seere. Det var i år 61. gang, at showet blev afholdt.

/ritzau/