Voldsomme sammenstød mellem prorussiske separatister og ukrainsk militær har kostet over 30 prorussiske separatister livet nær den østukrainske oprørshøjborg Slavjansk.
Det oplyser Ukraines fungerende indenrigsminister, Arsen Avakov, på Facebook.
- Vi anslår, at terroristerne har mistet mere end 30 mennesker, skriver ministeren tirsdag.
Ifølge Avakov blev fire ukrainske soldater dræbt, og 20 blev såret, da prorussiske separatister mandag overfaldt ukrainske styrker i udkanten af Slavjansk, der er kontrolleret af oprørsgruppen.
Flere af de døde separatister er fra Rusland, Tjetjenien og Krim-halvøen, siger indenrigsministeren.
De prorussiske separatister meldte mandag selv om fire dræbte på deres side af kampene.
Spændingerne mellem det ukrainske styre og prorussiske separatister er i den seneste tid taget til. Opgørene eskalerede særligt, efter at den ukrainske Krim-halvø i marts blev annekteret af Rusland efter en folkeafstemning.
De russiske myndigheder oplyser tirsdag, at landet opruster militært i regionen i løbet af året.
- Nye ubåde vil slutte sig til Sortehavsflåden sammen med en række nye skibe i år, siger Ruslands forsvarsminister Sergej Sjoigu til nyhedsbureauet Interfax ifølge Reuters.
Kijev og Vesten anklager Rusland for at skabe kaos og ustabilitet i det østlige Ukraine for at forhindre et planlagt præsidentvalg den 25. maj.
Tirsdag advarer Frankrigs præsident, François Hollande, om, at Ukraine risikerer at blive rammen om kaos og borgerkrig, hvis det planlagte valg ikke kan afholdes.
- Der vil blive kaos og risiko for borgerkrig, hvis valget ikke finder sted. Hele Europa og USA må presse Rusland med sanktioner. Jeg har haft indirekte kontakt med (Ruslands præsident, red.) Vladimir Putin for at gøre det klar for ham, hvor vigtigt valget er for Frankrig, siger Hollande.
Rusland afviser beskyldningerne og anklager i stedet den provestlige regering i Kijev for at bedrive krig mod sin egen befolkning.
/ritzau/Reuters