Ukraine har betalt første rate i gasstrid med Rusland

admin

|

30/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ukraine har fredag betalt den første rate på 786 millioner dollar (omkring 4,3 milliarder kroner) af sin ubetalte gigantregning for gasleverancer fra Rusland.

Men der er fortsat ikke noget afgørende gennembrud i gasstriden, oplyser EU's energikommissær, Günther Oettinger, efter et mæglingsmøde i Berlin.

- Vi har ikke nogen endelig aftale på plads, men der er sket fremskridt, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa og håber på at få løst konflikten på næste tirsdag, hvor Rusland ellers har truet med at slukke for gashanerne, hvis ikke Ukraine betaler sin gigantgæld inden da.

Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev, bekræfter, at Ukraine har meddelt at have betalt en første rate.

Forhandlingerne mellem EU, Rusland og Ukraine fortsætter mandag i Bruxelles, hvor de håber at have en endelig løsning klar inden tirsdag.

/ritzau/Reuters