Det er yderst sjældent, at vine vurderes til det tredobbelte af deres pris. Faktisk er det aldrig sket før i Finansbureauets vinpanel.
Før denne uge vel at mærke. For vurderingen af Casa Lapostolle Chardonnay 2012 havnede i blindtesten på 150 kr. - og den koster 49,95 kr. (ved køb af 12 stk.) hos Philipson Wine.
En superlækker frisk og aromatisk hvidvin, som ikke kan skjule sit oversøiske Chardonnay ophav, men som alligevel har tilpas kontinental finesse og kølighed over sig til at ville kunne formildne selv den mest snerpede frankofile vinkritiker.
Smuk aromatisk duft med fersken og hyldeblomst, og frisk elegant smag med perfekt afstemt syre og sødme og med en lang vedvarende eftersmag med klassisk Chardonnay fedme og et snert af vanilje og bacon.
At det netop er Lapostolle, som er leveringsdygtig i en sådan potentiel blockbuster, er ikke overraskende.
Kombinationen af Lapostolles franske ekspertise (med konsulentbistand fra selveste Michel Rolland) og det unikke klima og prisniveau i Chile har gang på gang vist sig som en vinderformular. Men med Casa Lapostolle Chardonnay 2012 har de dog formået at overgå sig selv.
Testvinder
Casa Lapostolle Chardonnay 2012
******
Forhandler: Philipsonwine.dk
Pris: 49,95 kr.
Andre anbefalede vine:
Tenuta di Castiglioni Marchesi de Frescobaldi 2010
*****
Forhandler: Hj Hansen Vin/Vinspecialisten
Pris: 125 kr.
Kommentar: Delikat mellemitaliensk vin med fin fylde, faste tanniner og noter af tobak og mørk chokolade i både næse og mund. Fin vin til prisen
Frederiksdal Kirsebærvin 2011
*****
Forhandler: Vinikassevis
Pris: 129,95 kr.
Kommentar: En kirsebærvin der overrasker positivt. Den bløde duft af kirsebær, marcipan, abrikos og vanilje, glider over i en elegant sammensat smag med de samme noter. Vinen har en fyldig smag uden at fortabe sig i det vamle, fordi den har en solid rygrad med masser af bid. Et flot håndværk, og værdigt alternativ til reciotto eller portvin til julens desserter.
Baglio Gibellina u...Passimiento 2012
*****
Forhandler: Holte Vinlager
Pris: 75 kr.
Kommentar: Blød og behagelig siciliansk vin på 70 % Nero D'Avola (som er delvist tørrede) og 30 % Frappato druer. Solbær og brombær i næsen, sødmefuld mund med strejf af espresso og oregano og lang silkeblød eftersmag med hint af rosinsødme.
La Tour Coste ”Les Trencats” Côtes du Rhône 2011
******
Forhandler: Brdr. D´s Vinhandel
Pris: 80 kr.
Kommentar: Lækker intensiv Côtes du Rhône med duft af solmodne brombær, og en kompleks mund med initiale bløde toner, men med en turbo af peber og eg, som fortsætter hele vejen igennem den lange vedvarende eftersmag. Særdeles spændende vin.
Pelican Bay Coonawarra Shiraz 2010
******
Forhandler: Skjold Burne
Pris: 59,75 kr.
Kommentar: Flot opulent australsk Shiraz med balancerede tanniner, næse af stald og mund af peber og blåbær, som rundes af med en blød lang eftersmag. Virkelig super køb til prisen.
Le Cirque 2011
*****
Forhandler: Brdr. D´s Vinhandel
Pris: 60 kr.
Kommentar: Fyldig sydfransk rødvin med smuk dyb farve og duft af modne brombær. Smagen er rund og blød med lidt portvinstone i den lange eftersmag
Chateau Les Barrailots Margaux 2009
******
Forhandler: Vinslottet
Pris: 199 kr.
Kommentar: Testens ubetinget bedste vin, og et perfekt eksempel på reglen om, at købe de ”små” vine i de ”store” årgange i Bordeaux. Elegant dyb farve med duft af mørke bær og peber. En perfekt styret syre, som lader frugten komme til sin ret og åbne op i en symfoni af bløde toner af chokolade, mokka og eg. En tiltrængt reminder om hvor godt Bordeaux kan være. Vurdering 325 kr.
Allegranza Monastrell 2011
*****
Forhandler: Vinoble
Pris: 79 kr.
Kommentar: Markant spansk vin med duft af valnød, røg og brombær. Sødlig mund med noter af vanilje og kirsebærsten og et bid af peber i den lange eftersmag. En rigtig efterårsvin.
FinansBureauet.dk tester hver uge en række vine, med det formål at finde de bedste vine til prisen. Alle vine smages som udgangspunkt blindt. Vinene vurderes i forhold til deres priser efter følgende skala:
Stjerner Vurdering
****** Vurderes til at burde koste mindst 50 % mere end butiksprisen
***** Vurderes til at burde koste mellem 25 og 49 % mere end butiksprisen
**** Vurderes til at burde koste mellem 1 og 24 % mere end butiksprisen
Vine der vurderes til at koste mindre end butiksprisen vil ikke blive omtalt.
Skrevet af Claus Forrai, finansbureauet.dk