Udbuddet af standardlejligheden er næsten halveret

Boligsiden.dk

10 år siden

|

09/04/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Leder du efter en ejerlejlighed på mellem 70  og 90 kvadratmeter, er det standardlejligheden, du er på jagt efter. Og dem er der blevet markant færre af over de seneste fem år. På landsplan er der 1.300 færre standardlejligheder til salg i dag end for fem år siden og alene København by, der omfatter Dragør, Frederiksberg,

Købehavn og Tårnby kommuner, har fået 450 lejligheder færre i standardstørrelsen.

- Når antallet af standardlejligheder bliver reduceret så meget, får det især betydning for studerende og almindelige mennesker, der skal bruge en bolig i almindelig størrelse og til en almindelig pris. Nybyggede luksuslejligheder ved havnefronten er med til at øge udbuddet af lejligheder, men for de fleste mennesker, er det lejligheder, der prismæssigt er uden for rækkevidde. Derfor har det så stor betydning for den gængse lejlighedskøber, når udbuddet af standardlejligheder falder så meget, siger kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, Birgit Daetz.

Flere lejligheder – bare ikke standardlejligheder

I januar 2009 var der 3.200 standardlejligheder til salg, mens antallet nu er nede på 1.900. Medio marts var der i alt godt 7.000 ejerlejligheder til salg på Boligsiden.dk.

Ser man på det samlede udbud af ejerlejligheder, lå det i februar 6,5 procent over niveauet for februar 2013. Samlet set er der altså kommet flere ejerlejligheder til salg, selvom antallet af lejligheder på mellem 70 og 90 kvadratmeter er minimeret.

Fremgang i København og Aalborg siden sidste år

Der er til gengæld godt nyt for København og Aalborg, der siden sidste år har fået flere standardlejligheder til salg, mens Aarhus og Odense kæmper med et fortsat reduceret udbud.

Københavns Kommune har 47 flere standardlejligheder til salg nu end for et år siden, og samlet set er lejlighedsudbuddet steget med 40 procent i hovedstadskommunen.

Aalborg har fået 13 ekstra standardboliger, og har haft en samlet stigning i udbuddet på 24 procent.

Aarhus har i forvejen ikke mange standardlejligheder til salg. Hvor Københavns Kommune har ca. 350 standardlejligheder til salg netop nu, har Aarhus kun ca. 130. Det er et fald på 9 lejligheder siden sidste år og 95 færre end for fem år siden. Samlet set er lejlighedsudbuddet i Aarhus faldet med 0,4 procent siden sidste år.

I Odense bliver også registreret for et fald på 21 standardlejligheder sammenlignet med for et år siden, og helt overordnet ligger lejlighedsudbuddet 17 procent under sidste års niveau.

Vær beredt

Forventer du, at få brug for en bolig til sommer i forbindelse med studiestart, er det en god ide at undersøge markedet allerede nu. Hvis du ikke er sikker på at få en studieplads, har du sikkert ikke lyst til at købe bolig, før du ved, om du kommer ind eller ej. Men det kan være en god ide allerede nu at se på udbuddet og især også undersøge boligerne i omegnskommunerne eller yderområderne af storbyerne.

Her får du mere bolig for pengene, og det er lettere at finde en mindre bolig til en rimelig pris, end det er i centrum af byen.

Undersøg afstande for at se, om det er realistisk at cykle, og tjek rejseplanen for at se, om der går busser fra boligen til studiepladsen. Måske kan du bo længere væk fra centrum, end du regner med, og stadig komme derind hurtigt.