Det er ikke kun den danske fodboldlandstræner, Morten Olsen, som har kontraktudløb til næste sommer. Samme situation sidder Tysklands landstræner, Joachim Löw, i.
Mens Morten Olsen ikke ønsker at forholde sig til sin fremtid endnu, så bekræfter Löw, at det trækker op til en toårig forlængelse med det tyske fodboldforbund (DFB).
- Vores mål er, at vi fortsætter frem til 2016, siger Löw ifølge nyhedsbureauet dpa og tilføjer, at næste års VM i Brasilien selvfølgelig kan ændre situationen:
- Hvis der opstår en sådan situation, uafhængigt af en kontrakt, at vi i gruppespillet ved VM hverken vinder kampe eller får point, så skal man ikke være blåøjet og tænke, at alt er i orden, og at vi bare fortsætter. Så skal der ske ændringer.
Tyskland runder VM-kvalifikationen af tirsdag aften i Stockholm mod Sverige. Tyskerne er allerede kvalificeret til slutrunden i Brasilien og regnes for at være en af de største favoritter til VM-guld.
DFB har meddelt, at forbundet ønsker at afslutte kontraktforhandlingerne i denne uge.
/ritzau/